Ajuga reptans - Krybende læbeløs

Ajuga reptans 'Braunherz'

Ajuga reptans 'Multicolor'?

Ajuga med broget løv

Krybende læbeløs er en fin bunddækker. Arten har grønne blade og blå blomster, men til havebrug er der fremavlet sorter med både rosa og hvide blomster samt forskellige bladfarver både mørke og brogede.

Jeg har i mange år haft den mørkbladede sort 'Braunherz', som får blå blomster. Den er flot med sine mørke blade og kan danne en smuk bund i bedet. De senere år har jeg forsøgt mig med nogle andre sorter og her er jeg blevet særligt begejstret for den, der hedder 'Rosea', som har lyserøde blomster og grønne blade. Den er meget frodig og livskraftig og danner lynhurtigt tæppe, som sætter masser af lyserøde blomster i april-maj, som det ses på billedet nederst på siden. Jeg har også forsøgt mig med et par sorter med brogede blade, men dem har jeg ikke haft meget held med, for de gror næsten ikke her hos mig og forsvinder til sidst helt.

Krybende læbeløs er bortset fra de brogede ret nemme at have med at gøre og vil gerne have en plads i sol eller halvskygge i almindelig havejord.

Type: Staude/bunddækker
Farve: Blå, rosa og hvid
Højde: 5-20 cm.
Blomstring: April-maj
Placering: Sol-halvskygge i almindelig god havejord
Formering: Deling, tag udløbere fra, når de har slået rod