Lathyrus - Flerårige ærteblomster

Lathyrus latifolius, Staudelathyrus

Lathyrus sylvestris, Skovfladbælg

De fleste forbinder ærteblomster med smukke, storblomstrede, duftende sommerblomster, men de findes også i flerårige udgaver. Desværre dufter de flerårige typer ikke og blomsterne er også lidt mindre end på de etårige, men de er efter min mening lige så smukke.

Jeg har to typer af flerårige ærteblomster nemlig staudelathyrus, Lathyrus latifolius og skovfladbælg, Lathyrus sylvestris.

Staudelathyrus har næsten lige så store blomster, som de etårige ærteblomster og findes i både hvid, lyserød og mørkrosa. Jeg har den mørkrosa form. Den trives bedst i sol i almindelig havejord.

Skovfladbælg har ret små, tofarvede blomster i rosa og lilla og er diskret, men meget yndig. Den vokser bedst i sol til halvskygge i en almindelig god jord.

Type: Staude
Farve: Hvid, rosa og lilla
Højde: 100-200 cm.
Blomstring: Juli-september
Placering: Sol-halvskygge i almindelig havejord
Formering: Frøformering efter såvejledning 7