Agastache foeniculum - Indianermynte/Anisisop

Indianermynte er en rigtig dejlig staude, som jeg først har opdaget inden for de senere år. Den fås både i hvid og blålilla og dufter af anis ved berøring. Den kan bruges som krydderurt til fx te og snaps. Det er også en nektarplante, som tiltrækker nyttige insekter til haven.

Indianermynte trives bedst i fuld sol og tåler en del tørke. Den er ret hårdfør og nem at have med at gøre og spreder sig flittigt ved selvsåning. Den blomstrer fra midt på sommeren til først på efteråret.

Med sine hvide og blålilla farver er indianermynten nem at passe ind sammen med andre planter i haven. Jeg har bl.a. været glad for at have den sammen med mellemstore dahliaer, som den blomstrer nogenlunde samtidig med og med sin højde kan den rage op og give formmæssig kontrast til dahliaernes store, runde hoveder.

Type: Staude
Farve: Blålilla eller hvid
Højde: 70-90 cm.
Blomstring: Juli - september
Placering: Solrigt i almindelig havejord
Formering: Frøformering (nemt) såvejledning 5