Såvejledninger

Det er sjovt, spændende og billigt at frøformere planter, men det kræver lidt viden om, hvordan de forskellige frø skal sås, da det er meget forskelligt, hvad der skal til for at få succes med såningen. Nedenfor har jeg beskrevet nogle forskellige såmetoder og angivet eksempler på frø, der skal sås efter hver metode. For alle de frø, jeg har til salg, er der henvist til såvejledning.

Såvejledning 1:

Disse frø spirer nemt og forholdsvis hurtigt. Kan med fordel sås om foråret eller i forsommeren. Sås ved ca. 20 graders varme. Kan enten sås indendørs i bakker eller udendørs direkte på voksepladsen. Dæk frøene let med jord og hold jorden fugtig, men ikke for våd. Hvis frøene er sået indendørs prikles småplanterne ud, når de første blivende blade er udviklet. Småplanterne skal blive indendørs til risikoen for nattefrost er ovre.

Eks. på frø der skal sås efter denne vejledning: Stokrose (Alcea rosea), Fingerbøl (Digitalis), Tidselkugle (Echinops ritro), Brændende kærlighed (Lychnis chalcedonica), Haveklinte (Lychnis coronaria), Jupiterblomst (Lychnis flos-jovis), Kæmpevalmue (Papaver orientale), Kongelys (Verbascum), Potentil (Potentilla argyrophylla), Langbladet ærenpris (Veronica longifolia), Stedmoderblomst (Viola x wittrockiana).

Såvejledning 2:

Disse frø sås bedst direkte på voksestedet i foråret. Dæk frøene ganske let med jord, tryk jorden let til og vand. Sørg for at holde jorden fugtig. Når de små planter er kommet frem, kan der evt. tyndes lidt ud i dem, hvis de står for tæt.

Eks. på frø der skal sås efter denne vejledning: Valmue (Papaver somniferum).

Såvejledning 3:

Disse frø spirer normalt hurtigt og nemt, hvis de sås ved ca. 20 graders varme. Hvis spiringen ikke er kommet igang i løbet af 3-4 uger, må frøene udsættes for en kuldeperiode i 14-30 dage f.eks. i køleskab. Det er af denne årsag en fordel at så frøene i bakker indendørs, så de kan flyttes til kolde omgivelser, hvis det bliver nødvendigt. Tibets blå valmue (Meconopsis betonicifolia) skal sås i spagnum eller skovbundsjord.

Eks. på frø der skal sås efter denne vejledning: Tigerklokke (Codonopsis clematidea), Gudeblomst (Dodecatheon meadia), Engnellikerod (Geum rivale), Lavendel (Lavandula angustifolia), Torskemund (Linaria purpurea), Tibets Blå Valmue (Meconopsis betonicifolia), Kobjælde (Pulsatilla vulgaris), Akelejefrøstjerne (Thalictrum aquilegiifolium), Hosta.

Såvejledning 4:

Disse frø spirer uregelmæssigt og over lang tid, så giv ikke op for hurtigt, hvis der ikke umiddelbart sker noget. En kuldeperiode kan fremme spiringen og det er derfor en fordel at så disse frø udendørs i perioden efterår til tidligt forår. Alternativt kan de sås i en bakke, som sættes i køleskabet i en måneds tid, hvorefter den placeres ved stuetemperatur eller et beskyttet sted udendørs. Frøene må ikke udsættes for direkte sollys.

Eks. på frø der skal sås efter denne vejledning: Akelejer (Aquilegia), Blodrød storkenæb (Geranium sanguineum), Moskuskatost (Malva moschata), Drejeblomst (Physostegia virginiana), Skabiose (Scabiosa).
 

Såvejledning 5:

Disse frø spirer uregelmæssigt og over lang tid, men normalt uden problemer. Sås ved ca. 20 graders varme. Kan enten sås indendørs i bakker eller udendørs direkte på voksepladsen. Dæk frøene let med jord og hold jorden fugtig, men ikke for våd. Hvis frøene er sået indendørs prikles småplanterne ud, når de første blivende blade er udviklet. Småplanterne skal blive indendørs til risikoen for nattefrost er ovre.

Eks. på frø, der skal sås efter denne vejledning: Hejrenæb (Erodium manescavii), Mandstro (Eryngium), Jakobsstige (Polemonium caeruleum).

Såvejledning 6:

Disse frø kræver kulde for at spire og skal derfor sås udendørs i perioden efterår til tidligt forår eller i bakker, som sættes i køleskabet i 4-6 uger. Efter kuldeperioden må temperaturen ikke hæves for hurtigt og det er derfor nemmest at så udendørs eller i et uopvarmet drivhus. Store frø med hård skal, som fx Iris kan med fordel lægges i blød før såning eller skallen kan ridses med en kniv eller slibes på et stykke sandpapir.

Eks. på frø, der skal sås efter denne vejledning: Engstorkenæb (Geranium pratense), Iris pseudacorus

Såvejledning 7:

Disse frø er store og har en hård skal. Spiringen kan hjælpes på vej ved at lægge frøene i blød i lunkent vand i 24 timer før såning. Evt. kan frøene også slibes let på et stykke sandpapir eller ridses med en lille kniv, for at gøre det nemmere for spiren at trænge igennem skallen. Frøene sås ved ca. 20 graders varme og skal dækkes med et lag jord, der er lige så tykt, som frøets diameter.

Eks. på frø, der skal sås efter denne vejledning: Lupin (Lupinus polyphyllus), Klatrende vidunderblomst (Mirabilis longiflora).

Såvejledning 8:

Disse frø hører ikke til de nemmeste at få til at spire. De skal sås ved min. 22 graders varme og i stå i denne temperatur i min. 6 uger. Det er vigtigt, at jorden hele tiden holdes fugtig, men ikke for våd. Derefter skal frøene udsættes for kulde i 6-8 uger dvs. at de skal stå ved max. 5 graders varme. Temperaturen må efter kuldeperioden ikke hæves for hurtigt. Hvis enten varme eller kuldeperioden ikke har fungeret godt nok spirer frøene ikke og processen skal starte forfra. Det bedte resultat opnås ved at så helt friske frø udendørs om sommeren og stille dem et beskyttet. De vil så spire det følgende forår. Alternativt kan frøene sås indendørs i efteråret og efter varmeperioden sættes udendørs og blive der, til de spirer.

Eks. på frø, der skal sås efter denne vejledning: Sølvlys (Cimicifuga) og juleroser/påskeklokker (Helleborus).

Såvejledning 9:

Disse frø er meget små og kan med fordel blandes med lidt fint sand inden såning for at gøre det muligt at fordele frøene jævnt. De små frø skal ikke dækkes med jord, men blot trykkes fast i jordoverfladen. Der skal vandes meget forsigtigt evt. med sprayflaske for at undgå, at frøene flyder rundt.

Eks. på frø, der skal sås efter denne vejledning: Gul abeblomst (Mimulus luteus)