Helleborus - Juleroser og påskeklokker

Helleborus niger - den ægte julerose

Helleborus med næsten sort blomst. Løvet er også meget mørkt i udspring.

Der er om noget gået mode i juleroser eller rettere sagt påskeklokker. Det er nemlig kun den hvide Helleborus niger, der med rette kan kaldes julerose, mens de Helleborus, som der er kommet mange forskellige varianter af på markedet de seneste år, næsten alle er af arten orientalis, som på dansk kaldes påskeklokke.

Jeg har tidligere ikke gjort så meget i disse planter, da de ikke trivedes særligt godt i den tørre sandjord i min gamle have, men her i den nye have har jeg langt bedre vokseforhold til dem, så jeg har allerede udvidet bestanden noget og regner med at der skal komme flere til i de kommende år.

Juleroser og påskeklokker foretrækker en plads i hel eller delvis skygge i en god, næringsrig og fugtighedsbevarende muldjord. Her kan de så tilgengæld stå i mange år og blot blive smukkere og smukkere. De kræver ikke megen pleje udover, at det kan være en fordel at klippe de gamle blade af, når de nye kommer frem for at undgå overførsel af sygdom fra de gamle blade til de nye.

Type: Staude
Farve: Nuancer af hvid, gul, rosa og purpur over til det næsten sorte. Kan fås med både enkelte og fyldte blomster og mange af blomsterne er plettede.
Højde: 30-50 cm.
Blomstring: Februar-juni
Placering: Halvskygge-skygge i god, fugtighedsbevarende jord
Formering: Deling eller frøformering efter såvejledning 8

Helleborus abchasicus

Helleborus orientalis 'Tuto'

Cremegul påskeklokke med røde pletter

Helleborus x sternii